Siden 2003 er antallet af børn bortført fra Danmark næsten tredoblet. Området er komplekst, og derfor bliver det kun varetaget af få advokater i Danmark. En af dem er Peter Ølholm, der råder kvinder og mænd til at tænke sig om, inden de får børn uden for landets grænser

Opgørelser fra Børne- og Socialministeriet viser, at der i 2003 var 11 sager om bortførte børn fra Danmark. Samtidig var der 13 sager om børn bortført til Danmark. De tal var i 2015 vokset til henholdsvis 31 og 19.

En person, der tydeligt mærker stigningen inden for børnebortførelser, er advokat Peter Ølholm fra Advodan Glostrup, der har været med til at behandle mange af sagerne.

Peter Ølholm er én af de kun cirka 10 advokater i landet, som Justitsministeriet henviser til, når der opstår sager om bortførelser af børn. Det er i sig selv ret enestående, da ingen andre områder arbejder med, at et ministerium decideret anbefaler navngivne advokater til at varetage sagerne.

- I Danmark er familieret skruet sådan sammen, at det stort set altid handler om barnets tarv. Barnets tarv er afsæt for afgørelserne og vægter så tungt, at man kan tilsidesætte aftaler, hvis de ikke varetager barnets tarv. Men når det kommer til bortførelser af børn, så er der andre kriterier, der kommer i spil – og derfor er området helt specielt, siger Peter Ølholm.

Landegrænsen er den afgørende detalje
Med internationale børnebortførelser skal man som hovedregel returnere barnet til bopælslandet, før man kigger på andre tvister, der kan være mellem forældrene. Eventuelle uenigheder om forældremyndighed, samvær, bopæl og andet træder i baggrunden, når en forælder vælger at tage barnet med uden for bopælslandets grænser, fortæller Peter Ølholm.

- Vi kan tage udgangspunkt i en tænkt situation, hvor et barn har bopæl i Tåstrup. Hvis en af forældrene flytter til Malmø og tager barnet med, kan man tale om en international børnebortførsel, fordi de er taget uden for landets grænser. Men flytter de til Aalborg er der derimod ikke tale om bortførsel – på trods af at der er mange gange længere til Aalborg end Malmø, siger advokaten og slår fast, at det netop er begrebet 'grænse', der er afgørende, når man skal vurdere, om der er tale om bortførelse.
Haagerkonventionen forpligter lande til at bringe børn tilbage

For at skabe en ensartet behandling af børnebortførelsessager har 84 lande tiltrådt den såkaldte Haagerkonvention. Er barnet bortført fra og til lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen, er landet forpligtet til at sende barnet tilbage til bopælslandet. Omvendt kan man ikke gøre meget, hvis landet, barnet er bortført til, ikke har tiltrådt konventionen. Den eneste mulighed her er at lade landets domstole tage sig af sagen.

- Udfordringen her er, at nogle af de lande, der ikke har tiltrådt konventionen har en helt anden tilgang til retspleje, end vi har i Danmark. Børne- og Socialministeriet går selvfølgelig ind i sagerne og forsøger at hjælpe, men de kan ikke gennemtvinge noget over for de lande, siger Peter Ølholm og tilføjer, at de fleste sager om børnebortførelser handler om bortførelser til og fra Haager-lande.

Man bliver stavnsbundet af at få børn i udlandet
At antallet af børnebortførelser stiger, skyldes i høj grad den bevægelighed, vi ser i verden, vurderer Peter Ølholm. Flere og flere vælger at studere eller arbejde uden for landets grænser. Måske bare for en begrænset periode.

- Så kan der ske det, at man møder en person, man forelsker sig i, og så kommer et barn som en naturlig forlængelse, siger advokaten, der vil råde danske mænd og kvinder til at tænke sig godt om, inden de vælger at få børn i udlandet.

- Man risikerer at sætte sig selv i en vanskelig situation. Hvis ikke begge forældre er enige om at flytte barnet fra det land, det er født i, så er man kort sagt stavnsbundet til landet, hvis man gerne vil bo sammen med sit barn, lyder det fra Peter Ølholm.

Bopælen er afgørende
Peter Ølholm oplever, at mange af sagerne har en tvist om opholdsstedet. Altså hvilket sted, der betegnes som barnets hjem. Her bruger man betegnelsen 'Habitual Residence'. Altså hvor har barnet bopæl på tidspunktet for bortførelsen. For eksempel kan et barn være født i Danmark og få måneder efter fødslen blive flyttet til Spanien sammen med sin danske mor og spanske far. Selv om barnet er født i Danmark, har opholdet i Spanien nu varet så længe, at bopælslandet er Spanien.

- Og det er igen et eksempel på forskellen mellem familieret og børnebortførelser. Først når striden om opholdssted er løst, kigger man på barnets tarv, siger Peter Ølholm.

Selv om Peter Ølholm oplever, at sagerne inden for familieret generelt er blevet grimmere og fulde af hårde beskyldninger begge veje, og at antallet af bortførelsessager stiger, så vurderer han, at de fleste bortførelsessager bliver løst. Primært fordi sagerne ofte involverer lande, der har tiltrådt Haagerkonventionen.

- Men der er næsten altid en, der står tilbage som taber. Og den største taber er desværre ofte barnet, siger Peter Ølholm