Sådan undgår du, at bukserne revner i løbet af julefrokosten
For nogle mennesker ender den hyggelige juletid med en tur på sygehuset på grund af voldsom overspisning af julemad
For andre er forstoppelse og problemer med at komme på toilettet en af julens store udfordringer. Fuldkornspartnerskabet præsenterer nu "buffetstrategien", som med tre enkle råd, får dig sikkert igennem julefrokosterne.
Hvert år på denne tid har personalet på landets sygehuse ekstra travlt med at hjælpe danskere, der har behov for udpumpning. Andre oplever forstoppelse og besvær med at komme på toilettet, fordi de har spiste alt for meget mad eller for få kostfibre. Det efterlader os utilpasse, og vi fortyder ofte, at vi lige tog de ekstra frikadeller og den ekstra portion flæskesteg med det hele.
DCA Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug har lavet en undersøgelse for Miljø- og Fødevareministeriet af, hvilke strategier der virker i forhold til at undgå at overspise og vælge passende portionsstørelser i forskellige situationer. Frit inspireret af denne undersøgelse giver Fuldkornspartnerskabet her et bud på, hvordan du kommer godt igennem julefrokosterne uden at overspise.
"Buffetstrategien"
Succeskriteriet for "buffetstrategien" er, at du kan danse, når du rejser dig fra julebordet, for det er godt at røre sig og specielt efter at have siddet ned i mange timer. Følg disse råd næste gang du er til julefrokost, og test om strategien virker:
Råd nr. 1: Du skal spise langsomt - tygge, tygge, tygge. Ved at spise langsomt og bruge længere tid på at spise maden, kan du nedsætte, hvor meget du spiser. Mæthedsfornemmelse opstår blandt andet mens maden tygges.
Råd nr. 2: Du har én tallerken at gøre godt med - gennem hele måltidet. På denne måde nedsætter du dit samlede madindtag og reducerer risikoen for at overspise. Samtidig får det dig til at tænke over, hvad du vælger at spise fra julebuffeten. Du gør samtidig noget aktivt for ikke at spise for meget.
Råd nr. 3: Sæt dig med ryggen til buffeten, så du undgår at se på maden hele tiden og bliver fristet til at springe derop igen.
"Det er en god idé at følge disse råd hele året og ikke kun i forbindelse med årets julefrokoster. Som man siger, så er det ikke det du spiser mellem jul og nytår, der gør forskellen, men det du spiser mellem nytår og jul" siger Lisa Witt, diætist fra Diabetesforeningen og supplerer med, at det er en god idé at huske at drive rigeligt med vand til maden.
Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
Bag Fuldkornspartnerskabet står Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og en række fødevarevirksomheder.